Kort gennemgang af forskningslitteratur

EKSISTERENDE VIDEN I FELTET


Der findes efterhånden solid og evidensbaseret forskning i at bruge naturen og omgivelserne til at øge livskvalitet, håndtere kroniske sygedomme, afhjælpe stress og depression (Grahn & Stigsdottir, 2010; Kaplan & Kaplan, 1989; Ulrich, 1983; 2002; Wilson, 1984; Ottosson & Grahn, 2008).

Allerede i 1960erne så den amerikanske psykolog Searles et potentiale i, at oplevelser med dyr og natur igangsætter og fremmer kreative processer, der er vigtige i rehabiliteringsprocesser, idet de befordrer reduktion af angst og smerte, genopretter selvfølelsen, forbedrer fornemmelsen af realitet og fremmer tolerance og forståelse af egen tilstand. Disse processer, der er vigtige for at opnå et bedre hverdagsliv og større livskvalitet for personer der lider, stress, let depression, en kronisk sygdom eller er i krise (Searles 1960). Hypotesen om, at mennesket grundlæggende responderer positivt på naturen er nogle gange forbundet med en evolutionsteori. Begrebet Biophilia definerer den instinktive forbindelse mellem mennesker og deres livsverden (Wilson, 1984). Hjernen er udviklet i kontakt med naturen og de sanseindtryk, vi får i naturen, giver os mening og mental sundhed og udvikler enten en philia (positiv følelse) eller en phobia (angst)(Wilson, 1984).

Af ”nyere” teorier er især to af betydning for forskningsfeltet: Aesthetic Affectice Theory (Ulrich, 1983) samt Attentive Restoration Theory (Kaplan & Kaplan, 1989). Et bymæssigt miljø med bygninger, højt tempo og stærk trafik kan give stress, idet bymiljøer ligger langt fra de naturmiljøer, som mennesket evolutionært har nedarvet præferencer for. Ophavsmanden til Aesthetic Affectice Theory er den amerikanske miljøpsykolog Roger Ulrich, der oprindeligt studerede hospitalspatienter og deres respons på at have adgang til natur. Forskning pegede bl.a. på, at naturbaserede behandlingsformer eller rehabiliteringstilbud kan sænke medicinforbruget og forkorte hospitalsophold. Derfor kan det give en økonomisk gevinst at prioritere midler til området, der omhandler natur og mental sundhed (Ulrich, 2002).

Forskellen i den psyko-fysiologiske stressreduktion viste sig at være signifikant alt efter om patienten havde adgang til naturen eller ej (Ottosson, 2007). Ifølge Ulrich føler patienter, der modtager medicinsk behandling, sig ofte mere psykisk skrøbelige. Naturens helende effekt er sandsynligvis størst, når personer oplever et højt stressniveau (højere blodtryk, ændret hjerterytme, muskelspændinger m.v.). Mennesket har en evne til at kunne bedømme, hvorvidt et miljø er godt og trygt (Ulrich, 1983). Dette bygger på menneskets grundaffekter: glæde, interesse, forbløffelse, frygt, vrede, væmmelse, bedrøvelse, skamfølelse og afsky (Stigsdotter & Randrup 2007). Særligt de negative affekter har været vigtige for vores overlevelse. Såfremt vi opholder os i natur- og parkmiljøer, som vores følelser signalerer som godt og trygt, øges vores positive følelser (Randrup et al., 2008). I et bymiljø med lidt natur er det svært for mennesket at stole på sine affekter, og vi anvender i stedet vores logisk tænkende instinkt. I et bymiljø forekommer der usikkerhed og fysiologisk stress, og det er sværere for vores instinkter at afkode, at faren er drevet over, hvilket på sigt leder til træthed, irritation og stress (Kaplan, et al. 2004).

Teorien om Attentive Restoration Theory (Kaplan & Kaplan, 1989) skelner mellem to grundlæggende måder at tænke på – den fokuserede opmærksomhed og den spontane opmærksomhed. Den fokuserede opmærksomhed bruger vi, når vi opholder os i byen, når vi laver kontorarbejde eller kører bil (Ottosson, 2007). I de situationer bombarderes vi med information, som vil have vores opmærksomhed. Vi må ubevidst sortere al uvæsentlig information væk. Hvis vi hele tiden befinder os i miljøer, hvor vi skal sortere uvæsentlig information væk, kan det resultere i mental træthed i form af udbrændthed og stress. Af den grund har mennesket brug for hvile fra sin fokuserede opmærksomhed. Dette kan ske i naturen, der pirrer sanserne og instinktivt fremkalder spontan opmærksomhed. Naturens helende og restituerende effekt kan forklares med, at vi overordnet besidder to forskellige former for opmærksomhed (Kaplan, et al. 2004). Den styrede opmærksomhed (directed attention) og den spontane opmærksomhed, (indirect attention) anvendt alt efter hvilket miljø vi befinder os i (Caspersen& Olafsson, 2006).

I et systematisk review (Annerstedt & Währborg, 2011) påvises, at der er et lille, men pålideligt evidensgrundlag for at støtte effektiviteten og hensigtsmæssigheden af natur-assisteret terapi​​ (NAT) som en relevant ressource for folkesundheden. Betydelige forbedringer blev fundet for varierende resultater i forskellige diagnoser, der spænder fra fedme til kroniske sygdomme, og de anbefalede mere forskning af emnet. I Danmark er der lavet flere naturbaserede terapihaver. En af dem der bliver lavet forskning på er med i projektet Nacadia (Corazon et al., 2010; Stigsdottir et al., 2007), og her er anbefalingen, at der bliver etableret flere forskningsprojekter, med fokus på natur og mental sundhed til sammenligning af resultater (Corazon et al. 2010). Som metoder, der har vist positive resultater, nævnes her især meditation (mindfulness) (Khoury, et al. 2013; Shier et al., 2006) samt stresshaver (Grahn & Stigsdotter, 2002).

I Danmark findes mindre, men etablerede forskningsmiljøer, som beskæftiger sig med sammenhængen mellem natur og sundhed, især i forbindelse med bevægelse (Troelsen et al., 2008; Roessler, 2012, 2014, 2015). At tænke bevægelse med i en sundhedspsykologisk og kulturel sammenhæng er nyt. Derved skabes en relation mellem natur, kultur og menneskets sundhed, som i nærværende projekt skal anvendes med fokus på befolkningsgrupper, som ikke bruger de etablerede sundhedstilbud. Især mænd, der lider af en kronisk lidelse bruger de etablerede systemer mindre og kan igennem naturophold opnå et bedre hverdagsliv og større livskvalitet (Madsen, 2014). Desuden findes mere kulturelt orienterede studier om friluftsliv, under aspektet bevægelse og oplevelse (Eichberg & Jespersen, 1986)