Kursus i kroppens intelligens med fokus på redskaber til selvregulering
På dette 4-dages kursus i embodiment stiller vi skarpt på kroppens intelligens – og på hvordan du kan bruge den aktivt til at skabe større nærvær og kvalitet i mødet med andre mennesker.
Du får mulighed for at opbygge en konkret redskabskasse til selvregulering, som du kan bruge til dig selv, og som du kan facilitere i dit professionelle arbejde med mennesker.
Med afsæt i embodied cognition arbejder vi med forståelsen af, at tænkning, følelser og handling ikke alene foregår i hovedet. Vi møder og forstår verden gennem hele kroppen. Vi ser kroppen som et levende system, i konstant udveksling med miljøet omkring os. Vi arbejder derfor både med din kontakt til dig selv, kontakten til andre og kontakten til den større natur omkring dig.
Undervisningen veksler mellem korte faglige oplæg, kropslige øvelser, individuel coaching, refleksion og træning i par og grupper. Kurset er praksisorienteret. Det betyder, at du ikke blot hører om embodiment – du oplever, undersøger og træner det i din egen krop.
Kurset faciliteres af Maja Pålsson. Maja er certificeret psykoterapeut, psykomotorisk terapeut og har en master i psykologi. Hun har mange års erfaring med terapeutiske forløb og undervisning, der kobler natur, psyke og kroppens intelligens.
Kurset henvender sig til en bred vifte af personer, herunder sundhedsprofessionelle, terapeuter, yogalærere, lærere og pædagoger, coaches samt alle, der ønsker at integrere embodiment træning i deres arbejde eller daglige rutiner.
Pris:
Kurset koster 9.950 kr. eksklusiv moms. Prisen inkluderer overnatning i deleværelser på Trente Mølle Naturskole og forplejning i undervisningstiden.
Undervisningstider:
Forplejning:
Frokost er inkluderet i prisen. Vores kok serverer lækker vegansk mad. Kursisterne skal selv arrangere aftensmad og morgenmad. Der er et stort køkken på naturskolen og indkøbsmuligheder tæt på.
Overnatning:
Det er muligt at overnatte i flersengsværelser på Trente Mølle Naturskole, og det er inkluderet i prisen. Medbring selv alt til overnatning inkl. dyne- og pudebetræk og lagen (der er senge og madrasser)
Det er også muligt at overnatte i shelter eller at medbringe eget telt.
Påklædning:
Under kurset vil der blive vekslet mellem teoretiske oplæg og praktisk gøren. Tag derfor tøj med til dette formål og gerne lag på lag, da vi laver aktiviteter af varierende intensitet. Tag også gerne varme sokker med, da der kan være fodkoldt i huset.
Lokation:
Kurset afholdes på Trente Mølle Naturskole, Trentevej 7, 5672 Broby